Danmarks største energicertificering er i hus

Nu er alle Coops kæder nemlig ISO 50001-certificerede

Coops fodaftryk

Energi

Vi vil spare 20 % på energien i 2020
Som en del af den indsats har alle Coops butikker samt 147 privatejede brugsforeninger opnået en international certificering, der viser, at vi har styr på energien. Det er Danmarks største energicertificering.

Fra sort til grøn energi
Siden energiprojektets start, er vi nået langt - og vi sparer på nuværende tidspunkt 13 % af energiforbruget om året i forhold til 2016. Men vi er slet ikke i mål endnu. Inden udgangen af 2020, skifter Coop op mod 100 olie- og gasfyr til de meget mere miljørigtige varmepumper. Derudover skal der etableres omtrent 30 solcelleanlæg, der skal producere den samme mængde strøm, som varmepumperne forbruger. Målet er at reducere CO2 udslip med 5.000 tons om året, hvilket svarer til CO2 udslippet i 1500 husstandes varmeforbrug, og være fri for fossile brændsler i alle Coops butikker i løbet af to år. Dermed går vi fra sort til grøn energi.

Teknisk isolering
Et andet sted, hvor Coop optimerer på energibesparelserne er ved at efterisolere uisolerede rør og ventiler i uopvarmede rum i butikkerne. Det er allerede sket i 100 butikker, og inden udgangen af 2019, er der efterisoleret i 604 butikker.

International energicertificering
Når vi er i mål i 2020, sparer vi, hvad der svarer til elforbruget i 25.000 hustande. Og vi er allerede godt på vej.

Irma, Fakta, Kvickly, SuperBrugsen, Dagli’Brugsen og LokalBrugsen har nemlig alle opnået den internationale energicertificering IS0 50001. Det er et bevis på, at butikkerne efterlever nogle meget strenge energikrav, der betyder, at vi hele tiden skal optimere vores energiforbrug og finde nye måder at spare på energien på. 
På billedet nedenfor ses Coops energiteam og direktørerne fra Coops kæder med vores ISO 50001-beviser i hænderne.

 

God energi bruger vi på hinanden – resten skruer vi ned for
Både medarbejdere og leverandører er med på rejsen og kan fx. via en app komme med forslag til energibesparelser. En række film er med til at motivere og engagere på en humoristisk måde. Se f.eks. filmen om Bo, der sparer på energien her og filmen, der kickstartede vores indsats her.

Det gør vi
Vi er nu nået over halvvejs mod målet om at spare 20 % på energien. Det svarer til elforbruget i 15.000 husstande, og giver os på nuværende tidspunkt 40 mio. kr. i besparelse på elregningen årligt. Vi har bl.a.

  • skiftet over 200.000 rør og spots ud til LED-belysning i 700 butikker
  • lavet mere energieffektiv drift af køleanlæg i 661 anlæg
  • sat energimålere op på alt relevant forbrug i 600 butikker
  • installeret fjernstyring af ventilation og varmesystemer i 150 butikker
  • udviklet en app, som vi og vores leverandører bruger til at dele energispareforslag

Vi fortsætter indsatsen for at nå vores mål om at reducere 20 % af vores energiforbrug i 2020.

Det kan du gøre
Ønsker du at reducere dit energiforbrug, så er der mange ting, du kan gøre

  • Udskift dine lyskilder med LED-belysning
  • Skru ned for temperaturen, når du vasker tøj. Se mere her
  • Find flere gode energispare råd på Samvirkes hjemmeside her